AAU's Missioner

Aalborg Universitet har de seneste år truffet et klart valg: AAU vil arbejde missionsdrevet. Det betyder, at universitetet samler kræfterne om udvalgte missioner, hvor store samfundsudfordringer oversættes til konkrete mål, indsatser og samarbejder på tværs af fagmiljøer. Med et dedikeret missionssekretariat, nye tværgående strukturer og tættere partnerskaber med kommuner, virksomheder, NGO’er og myndigheder er fokus flyttet fra enkeltstående projekter til en mere samlet tilgang til forskning, uddannelse og samarbejde. Det er udgangspunktet for denne episode af The Grant Collaborations, som er produceret i samarbejde med Aalborg Universitet.
Tidligere på året udsendte The Grant i samarbejde med Aalborg Universitets Missionssekretariat en podcastepisode som introducerede forskere og forskningsteams til missions-tilgangen. Nu er det blevet tid til en samtale om hvordan man effektmåler i den missionsdrevne forskningstilgang, når flere forskellige forskningsdiscipliner og samfundsaktører er involveret.
I episoden taler jeg med Maria Abel Nissen og Jacob Brix fra Aalborg Universitet om, hvad der gør effektmåling i missionsdrevet forskning anderledes end i et traditionelt forskningsprojekt. Samtalen tager udgangspunkt i, at en mission ikke kan vurderes alene på resultaterne fra de enkelte projekter. Effekten opstår i samspillet mellem projekter, forskningsmiljøer og de aktører uden for universitetet, som skal være med til at omsætte ny viden til konkrete forandringer.
Vi ser blandt andet på forskellen mellem teknologisk modenhed og samfundets evne til faktisk at optage og anvende nye løsninger. Her kommer begreber som Technology Readiness Level (TRL), Societal Readiness Level (SRL) og implementeringskraft i spil. Derefter går vi tættere på arbejdet med et impact framework: Hvordan kan man skabe en ramme, der forbinder missionens overordnede samfundsmål med porteføljer, projekter, aktiviteter, adfærdsændringer og den effekt, man i sidste ende ønsker at skabe?
Endelig diskuterer vi arbejdet med tippepunkter – de steder i en forandringsproces, hvor man begynder at kunne se, at noget reelt har flyttet sig – og hvad hele denne tilgang betyder for forskerne selv. For hvis effektmåling skal have værdi i en missionsdrevet tilgang, skal den ikke alene fungere som dokumentation og rapportering. Den skal også kunne bruges som et redskab til læring, prioritering og til at forstå, hvordan den enkelte forskningsindsats bidrager til en større samfundsmæssig forandring.
Tidskoder:
02:22 Gæsteintroduktion
05:52 Åbning: Hvorfor er det her spørgsmål vigtigt?
13:58 Hvad er særligt ved missionsdreven forskning?
24:02 Fra teknologi til samfund: TRL, SRL og implementeringskraft
30:59 Impact framework: Hvordan bygger man en ramme for at forstå effekt?
40:12 Tippepunkter: Hvornår kan vi se, at noget har flyttet sig?
51:05 Hvad betyder det for forskerne?
01:04:50 Afslutning: Hvad er næste skridt?
Hjælp og links
